JavaScript is disabled in your web browser or browser is too old to support JavaScript. Today almost all web pages contain JavaScript, a scripting programming language that runs on visitor's web browser. It makes web pages functional for specific purposes and if disabled for some reason, the content or the functionality of the web page can be limited or unavailable.

Fagfellevurdert artikkel

Skemaernes betydning for den børnefaglige undersøgelse

30.11.2016
21.04.2022 10:10

Sammendrag

I denne artikel bliver de teknologiske ændringer i socialt arbejde diskuteret ud fra et perspektiv om street-level bureaucracy. Helt konkret undersøges, hvorvidt elektroniske skemaer til den børnefaglige undersøgelse opleves som støttende af socialarbejderne. Studiet bygger på empirisk materiale indsamlede i seks danske kommuner. På baggrund af kvalitative analyser peger studiet på at socialarbejderne til en vis grad gerne vil have nogle retningslinjer at arbejde efter. Men de organisatoriske retningslinier i form af ICS og SoS-skemaerne (Integrated Children’s System og Signs of Safety) giver ikke den nødvendige støtte, idet socialarbejderne bliver fastlåste i processen omkring udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse, ligesom flere af underkategorierne i skemaerne er vanskelige at operationalisere. Disse faste kategorier fylder meget i skemaerne og konsekvensen er for nogens vedkomne, at overblikket over undersøgelsen forsvinder.

Nøkkelord: teknologi, børnefaglig undersøgelse, street-level bureaucracy, socialt arbejde, udsatte børn og familier

Summary

Structuring child and family risk assessment forms using digital media

This paper examines whether the forms, integrated in the specific assessment models, provide support in the daily practice based on the social workers’ experience. The study uses qualitative data and discusses in a street-level bureaucracy perspective whether the social workers profit from guidelines when carrying out the risk assessment. I find that while social workers express a demand for such guidelines, those already connected to the ICS- and SoS-forms do not provide the needed support. The social workers find that the forms are inflexible and many of the categories are difficult to operationalize. These fixed categories take up a lot of space in the forms and some social workers find that the big picture of the risk assessment vanishes.

Keywords: technology, risk assessment, street-level bureaucracy, social work, vulnerable children and families

Referanser

Aadnesen, Bente Nes (2015). Metoder for barnevernets undersøkelser – på tide med debatt. Fontene forskning, 8(1), 92-94.

Agamben, Giorgio (2005). State of exception. University of Chicago Press.

Bell, Margaret & Shaw, Ian (2008). Integrated children’s system evaluation: Summary of key findings. Research Brief DCSF-RBX, 02-08.

Den Digitale Taskforce (2004). Afrapportering: Indsatsområdet «udsatte børn og unge». København: Digital Forvaltning.

Egelund, Tine; Andersen, Dines; Hestbæk, Anne-Dorthe; Lausten, Mette; Knudsen, Laila; Olsen, Rikke Fuglsang & Gerstoft, Frederik (2008). Anbragte børns udvikling og vilkår. resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Egelund, Tine & Hestbæk, Anne-Dorthe (2003). Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet: En forskningsoversigt. København: Socialforskningsinstituttet.

Eskelinen, Lene; Olesen, Søren Peter & Caswell, Dorte (2008). Potentialer i socialt arbejde. et kontruktivt blik på faglig praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Evans, Tony (2012). Organisational rules and discretion in adult social work. British Journal of Social Work, 1-20 doi:10.1093/bjsw/bcs008.

Evans, Tony & Harris, John (2004). Street-level bureaucracy, social work and the (exaggerated) death of discretion. British Journal of Social Work, 34, 871-895 doi:10.1093/bjsw/bch106.

Hjörne, Eva; Juhila, Kirsti & Van Nijnatten, Carolus (2010). Negotiating dilemmas in the practices of street-level welfare work. International Journal of Social Welfare, 19, 303-309 doi:10.1111/j.1468-2397.2010.00271x.

Hultman, Elin (2013). Barnperspektiv i barnavårdsutredningar – med barns hälsa och barns upplevelser i fokus. Linköping: Linköping Universitet.

Høybye-Mortensen, M. (2011). Velfærdsstatens dørvogtere. Procesregulering af visitationer på socialområdet. Copenhagen K, Denmark: Department of political science, University of Copenhagen.

Kvale, Steinar (1997). Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag.

Lipsky, Michael (1980). Street-level bureaucracy. Dilemmas of the individual in public services. New York: Russell Sage Foundation.

Lipsky, Michael (2010). Street-level bureaucracy, 30th ann. ed.: Dilemmas of the individual in public service: Dilemmas of the individual in public service New York: Russell Sage Foundation.

Madsen, Mogens Ove (2013). Barnets reform – økonomi og kvalitet i kommunernes tilbud. I Karin Kildedal, Erik Laursen & Randi Riis Michelsen (Red.), Socialfaglig ledelse. Børne- og ungeområdet (s. 89-105). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Mehlbye, Jill (2007). En vurdering af børns behov og udvikling: Integrated children’s system (ICS). København: AKF Forlaget.

Munro, Eileen (2008). Effective child protection. London: SAGE Publications Inc.

Parton, Nigel (2008). Changes in the form of knowledge in social work: From the ‘social’ to the ‘informational’? British Journal of Social Work, 38, 253-269 doi:10.1093/bjsw/bcl337.

Rasmusson, Bodil (2004). Barnavårdsutredningar på nya grunder. Lund: Lunds Universitet, Socialhögskolan

Rieper, Olaf & Hansen, Hanne Foss (2007). Metodedebatten om evidens. København: AKF Forlaget.

Robinson, Gwen (2003). Technicality and indeterminacy in probation practice: A case study. British Journal of Social Work, 33(5), 593-610 doi:10.1093/bjsw/33.5.593.

Samsonsen, Vibeke & Willumsen, Elisabeth (2014a). Barnevernets undersøkelser – på tide med debatt. Fontene forskning, 7(2), 83-84.

Samsonsen, Vibeke & Willumsen, Elisabeth (2014b). Assessment in child protection. Social Worker’s voices in England and Norway. Journal of Comparative Social Work, 9(1).

Servicestyrelsen (2011). Håndbog om barnets reform. Odense: Servicestyrelsen.

Shaw, Ian & Clayden, Jasmine (2009). Technology, evidence and professional practice: Reflections on the integrated children’s system. Journal of Children’s Services, 4, 15 doi.org/10.5042/jcs.2010.0018.

Shaw, Ian; Bell, Margaret; Sinclair, Ian; Sloper, Patricia: Mitchell, Wendy: Dyson, Paul; Clayden, Jasmine & Rafferty, Jackie (2009). An exemplary scheme? An evaluation of the integrated children’s system. British Journal of Social Work, 39(4), 613-626. doi:10.1093/bjsw/bcp040

Skytte, Marianne (2013). Socialt arbejde. In Jens Guldager & Marianne Skytte (Red), Socialt arbejde – teorier og perspektiver (s. 10-50). København: Akademisk Forlag.

Skytte, Marianne (2016). Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde. Latvia: Hans Reitzels Forlag.

Socialstyrelsen (2000). Dartingtonprojektet – en försöksverksamhet för att stärka och utveckla familjevården. Bohus: Socialstyrelsen.

Vinnerljung, Bo & Sallnäs, Maria (2008). Into adulthood: A follow-up study of 718 young people who were placed in out-of-home care during their teens. Child & Family Social Work, 13(2), 144-155 doi: 10.1111/j.1365-2206.2007.00527.x.

Vis, Svein Arild; Storvold, Aina; Skildbred, Dag Tore: Christiansen, Øivin & Andersen, Anne (2015). Statusrapport om barnevernets undersøkelsesarbeid – høsten 2014. Tromsø: Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet.

Kresta M. Sørensen

Adjunkt, Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol

krms@phmetropol.dk

Artikkel i PDF-format

Les artikkelen i PDF-format

I 2011 blev Barnets Reform indført i Danmark og i de efterfølgende år ændrede den daglige praksis sig i børne- og familieafdelingerne. Reformen fremhævede at sagsbehandlingen skulle bygge på en fælles faglig metode, således at der kom en vis ensartethed på tværs af sagsbehandlingen i kommunerne. For at sikre realisering af reformens initiativ blev målsætningen således, at alle landets kommuner skulle anvende Digitalisering – Udsatte Børn og Unge (DUBU), eller et lignende elektronisk system der kan understøtte sagsbehandlingen på børneområdet. DUBU er IT-systemet, der understøtter Integrated Children’s System (ICS). Dette betyder, at på nuværende tidspunkt benytter 90 ud af 98 danske kommuner sig af ICS og DUBU-løsningen. Af alternativer benytter nogle få kommuner Signs of Safety (SoS), og enkelte har udviklet deres egen metode. De fleste mindre kommuner har valgt den løsning, som Regeringen anbefaler (ICS og DUBU), idet de ikke har de økonomiske midler til selv at udvikle et IT-system.

Startskuddet til indførelsen af IT var i regi af Projekt Digital Forvaltning (2001), som havde digitalisering af hele den offentlige sektor på dagsordenen. Heri lå der også et fokus på at digitalisere området udsatte børn og unge. I den forbindelse blev det besluttet, at der skulle udvikles eller findes et værktøj, der kunne forbedre styringen og sagsbehandlingen på området børn og unge. Det fremgik af projektbeskrivelsen at det værktøj som arbejdsgruppen skulle udvikle eller finde frem til, ikke skulle gøre arbejdet for sagsbehandlerne, men derimod metodisk støtte sagsbehandleren i sit arbejde og overvejelser (Den Digitale Taskforce, 2004:5). Fokus for arbejdet blev særligt på selve sagsforløbet, idet argumentet var, at man ønskede en korrekt sagsbehandlingsproces (Den Digitale Taskforce, 2004). Samtidig var det også et ønske, at styrkelsen af IT skulle ske i sammenhæng med at kommunerne udviklede nye arbejdsprocesser og løsninger på området. Forventningen var, at dette system skulle styrke kvaliteten på børneområdet såvel som udgiftsudviklingen (Madsen, 2013).

Fra at være præget af stor metodefrihed er alle danske kommuner nu underlagt en forpligtelse til at digitalisere området. Dette medfører samtidig en fastlæggelse af metode og en intention om mere eller mindre ensartethed på tværs af de danske kommuner. Der er ingen tvivl om at ønsket om at implementere ICS i Danmark også hænger sammen med både nordiske og internationale diskussioner om, hvilke effekter det sociale arbejde havde, sammenholdt med de resultater man opnåede (Egelund & Hestbæk, 2003; Egelund et al., 2008; Vinnerljung & Sallnäs, 2008; Høybye-Mortensen, 2011; Aadnesen, 2015) samt hele evidenstankegangen, som i samme perioder har været under udbredelse. Eksempelvis præciseres det i Håndbogen for Barnets Reform, at principperne bag evidenstankegangen bør følges i det sociale arbejde, idet man dermed opnår en eksplicitet «…hvorved det [det praktiske sociale arbejde] kan formidles, gentages og udvikles både af den enkelte socialarbejder, af kollegerne, organisationen og andre organisationer» (Servicestyrelsen, 2011:298). I denne tankegang ligger også tesen om, at ’sand’ viden eksisterer, og at metoder kan bruges til at standardisere og sikre ekspertise i socialt arbejde (Rieper & Hansen, 2007; Eskelinen, Olesen & Caswell, 2008). Udviklingen af ICS i England hænger sammen med dette tankesæt, idet der var en politisk interesse i praksisregulering via politiske målsætninger og standardiserede procedurer (Shaw & Clayden, 2009). Således blev ICS udviklet i England på baggrund af forskningsbaseret viden om det, udviklerne fandt var vigtigt for børns udvikling (Mehlbye, 2007). Baggrunden var en politisk målsætning om, at ICS blandt andet skulle standardisere ’god praksis’, således at et fælles sprog og fælles termer blev skabt på tværs af de instanser, der arbejder med udsatte børn (Shaw & Clayden, 2009). Endvidere var intentionen at udpinde de væsentlige elementer af et barns udvikling, og at det er disse, der vil være essentielle at afdække for at sikre barnets fremtid. Samtidig ligger der et stort skemamateriale bag (de aldersopdelte fokusområder), som skitserer forskningsbaseret viden om risiko og resiliens i forhold til forskellige alderstrin. Dette kan fungere som hjælpespørgsmål i undersøgelsesfasen, således at den enkelte socialarbejder kan søge støtte og inspiration til hvilke relevante temaer, der bør undersøges. Den danske udgave af ICS er mere eller mindre en direkte oversættelse af den engelske model (Høybye-Mortensen, 2011), og tankesættet bag metoden er derfor ligeledes gældende i en dansk kontekst.

Metodedebatten er ligeledes udbredt i andre nordiske lande, hvor Sverige, ligesom Danmark, har været igennem et regeringstyret forløb og udviklet BBIC-metoden med inspiration fra det engelske ICS-system (Rasmusson, 2004; Socialstyrelsen, 2000; Hultman, 2013). Modsat Danmark og Sverige har Norge endnu ikke en nationalt bestemt tilgang til risikovurderingerne. Mange norske kommuner benytter sig af Kvello-modellen med dertilhørende skabeloner (maler) (Samsonsen & Willumsen 2014a; 2014b). Overvejelserne om hvorvidt der skal være en bestemt tilgang som man fra centralt hold vil anbefale, er dog påbegyndt, men endnu ikke afsluttet. I den forbindelse overvejes det, hvorvidt Norge skal lade sig inspirere af The Assessment Framework (en af de teoretiske rammer, der ligger til grund for udviklingen af ICS) eller videreudvikle på Kvello-skabelonen (-malen) fremfor at tage nye metoder i brug (Vis; Storvold; Skildbred; Christiansen & Andersen, 2015).

I nærværende artikel har jeg valgt at tage udgangspunkt i perspektivet omkring ’street-level bureaucracy’ til at forstå og diskutere socialarbejdernes arbejdsvilkår. I street-level bureaucracy litteraturen bliver der oftest skitseret et dilemma mellem det at skabe nogle retningslinier og/eller rutiner, som tager sit udgangspunkt i de politiske eller organisatoriske interesser, og samtidig have det skønsmæssige rum, som praktikerne finder nødvendigt i arbejdet med de enkelte klienter, eftersom praktikeren har et klientperspektiv og skal tage hånd om klientens individuelle behov (Lipsky, 1980; Hjörne; Juhila & Van Nijnatten, 2010). Street-level litteraturen er dog blevet udfordret, idet managerialism litteraturen pointerer, hvordan diverse management-strategier influerer på og underminerer det skønsmæssige råderum (Evans & Harris, 2004). Relationen mellem disse to poler – det skønsmæssige råderum og de organisatoriske regler og rammer, er blevet diskuteret af mange forskere. Oftest diskuteres udfordringerne med at forene de to poler, hvor flest forskere lader til at anskue den handlende socialarbejder som værende i opposition til de organisatoriske retningslinier (Agamben, 2005; Evans, 2012; Salomonsen & Willumsen, 2014a). Evans’ og Harris’ forskning peger dog i retning af, at politiske målsætninger og retningslinier kan opleves som støttende for den professionelle praksis. Dette på trods af at det skønsmæssige rum bliver mindre (Evans & Harris, 2004). Tilsvarende finder Robinson, at socialarbejderne kan være positive overfor organisatoriske regler – særligt hvis reglerne følger socialarbejdernes syn på god praksis (Robinson, 2003; Evans, 2012). Andre forskere argumenterer for, at det er nødvendigt ikke kun at tage debatten vedrørende metodebrug versus skønsmæssige vurderinger men også at se konkret på, hvilken anvendelighed metoderne har, samt metodernes styrker og svagheder og konsekvenserne for det sociale arbejde (Salomonsen & Willumsen, 2014a).

Omvendt argumenterer Evans og Harris også for, at faste retningslinier kan skabe et øget skønsmæssigt råderum. Dette sker, da et væsentligt element i opsætning af faste retningslinier blandt andet er at udarbejde kategorier, som de socialt udsattes problemer kan passe ind i. Ud fra et organisatorisk perspektiv sker det, således at organisationen med de standardiserede retningslinier kan forstå problemstillingerne og behandle dem i det organisatoriske maskineri. Men diverse kategorier kan utilsigtet skabe et større skønsmæssigt råderum, idet retningslinierne bliver for forvirrende eller for modsigende (Evans & Harris, 2004; Hjörne et al., 2010). I den henseende skabes en åbning for, at socialarbejderne må benytte sig af skøn til at afgøre, hvordan det praktiske arbejde skal udformes (Evans & Harris, 2004).

Anden forskning har diskuteret, hvordan man i socialt arbejdes praksis nærmest agerer per refleks, grundet brugen af skemaer og diverse teknologier. Denne forskning peger på, at udviklingen har befordret en tro på, at skemaerne og modellerne kan skabe en form for sikker og standardiseret forventning til, at følges disse skemaer eller modeller, vil man gøre det rigtige og dermed opnå gode resultater. Men som den britiske forsker Nigel Parton (2008) fremhæver, er der et tydeligt paradoks i at tro, at sikker og standardiseret viden eksisterer i socialt arbejde. Parton argumenterer derfor for, at det er nødvendigt at fravige polariseringen af ’det teknologiske’ og ’det socialvidenskabelige’ og i stedet se på det som sameksisterende, således at der stadig er rum for kritisk refleksion, selv i det hurtigt handlende teknologiske samfund. Opsummeret kan man sige, at indflydelsesrige faktorer i forhold til socialarbejdernes arbejdsvilkår på et organisatorisk plan dækker over følgende tre aspekter:

• Ledelsesmæssige strategier, der ifølge noget forskning peger på at ledelser ønsker mest muligt kontrol, og at denne kontrol er mulig (Evans & Harris, 2004).

• En evidenstankegang, der peger i retning af at sikker viden eksisterer og

• At det er muligt at udvikle teknologiske værktøjer, der formaliserer og standardiserer arbejdet (Parton, 2008).

På denne baggrund finder jeg at en diskussion om, hvorvidt socialarbejdere finder mulighed for at udøve det skønsmæssige råderum inden for dette system, om muligt er endnu mere relevant. Denne artikel vil diskutere, hvilken betydning de nye elektroniske skemaer til den børnefaglige undersøgelse har for at støtte socialarbejderen i at lave en faglig risikovurdering. Det er ikke nyt, at man bruger elektroniske skemaer til at udarbejde børnefaglige undersøgelser. Historisk set har skabeloner (maler) til dette arbejde været udviklet af kommunerne på baggrund af børneparagrafferne i Serviceloven (de nuværende seks underpunkter i § 52. stk.2). Dette studie vil se på tre forskellige tilgange til den børnefaglige undersøgelse. Det drejer sig om ICS, som grundet sin store udbredelse i høj grad er en væsentlig spiller i forhold til metodediskussionen i Danmark. Derudover vil Signs of Safety (SoS) og en metode udarbejdet af kommunerne (Municipality Model – MM) være genstand for denne undersøgelse. Det er centralt at præcisere, at det er metodernes tilhørende skemaer, der i denne artikel vil være i centrum, da det er skemaerne, der er det konkrete arbejdsværktøj i udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse.

Metode

Det empiriske grundlag for denne artikel er blevet udarbejdet i forbindelse med et forskningsprojekt, der undersøgte brugen af forskellige metoder til den børnefaglige undersøgelse. Seks kommuner deltog i dette studie. De seks kommuner bliver i artiklen præsenteret som kommune A, kommune B, kommune C, kommune D, kommune E og kommune F og er dermed anonymiseret. Kommunerne er udvalgt af to grunde. For det første ville jeg sikre en variation af metoder til den børnefaglige undersøgelse. De seks kommuner bruger tre forskellige typer af metoder; ICS, SoS og en metode eller et skema udviklet af dem selv (MM). For det andet ville jeg sikre, at kommunerne var spredt geografisk i Danmark. Dette skyldes et ønske om ikke udelukkende at få viden om en særlig type kommune – man kunne eksempelvis argumentere for, at kulturen i arbejdet med den børnefaglige undersøgelse er forskellig, afhængig om man er i en vestjysk kommune eller i Nordsjælland.

Dataindsamlingen blev foretaget i 2013. På tværs af de seks kommuner blev 10 afdelingsledere og 11 socialarbejdere interviewet. Alle personer var på interview-tidspunktet ansat i børne- og familieafdelinger. Jeg bruger termen socialarbejdere, idet interview-personerne ikke har samme faglige baggrund, men alle har samme faglige arbejdsopgaver. Fælles for socialarbejderne er, at de er myndighedssagsbehandlere og udarbejder børnefaglige undersøgelser. Alle interview-personer er anonymiseret i artiklen. Afdelingslederne er udvalgt på baggrund af deres stilling, idet jeg ønskede at få en grundlæggende forståelse og viden om, hvilken metode de i den pågældende kommune benyttede sig af, samt hvilke overvejelser, der lå til grund for valget af metode. I to af interviewene deltog to afdelingsledere, i et andet deltog tre afdelingsledere, og de resterende fem interviews var individuelle. Variationen skyldes udelukkende, at de pågældende ledere ønskede at være til stede, da de havde forskellige perspektiver at bidrage med. Dette er jeg enig i, men da hovedformålet med disse interviews var at få information om metode og metodevalg, var det ikke et krav fra mig at flere var til stede. Socialarbejderne er udvalgt til interviewene, idet de havde besvaret et spørgeskema, som var udarbejdet som en del af det større forskningsprojekt. I disse interviews fik jeg anledning til at få en uddybning af socialarbejdernes overvejelser omkring brugen af de enkelte metoder (ICS, SoS eller MM). Alle interviews med socialarbejderne er foretaget individuelt. Jeg har udarbejdet interviewguides men ikke fulgt dem stringent. I stedet har jeg forsøgt at få interview-personerne til at uddybe nogle svar fra spørgeskemaet og lade dem reflektere over udvalgte temaer. Alle interviews er blevet foretaget af mig og optaget på diktafon og transskriberet af en studentermedhjælp. Transskriptionerne er blevet udarbejdet ordret. Som ansvarlig for hele projektet har jeg også selv gennemlyttet interviewene og korrigeret, hvor det var nødvendigt. Transskriptionerne er blevet kodet i programmet Nvivo på baggrund af følgende faktorer: ICS, SoS, kommunal model, undervisning i modellen, brug af skemaer, skemaernes betydning og systematik. Ud fra disse temaer har jeg meningskategoriseret interviewene og på denne måde inddraget dem i analyserne (Kvale, 1997). Analyserne er særligt bygget op omkring skemaernes betydning med det overordnede udgangspunkt i at diskutere skemaerne som støtte i det praktiske og faglige arbejde. Dette er gjort ud fra et komparativt perspektiv i forhold til de tre metodiske tilgange (ICS, SoS og MM). På baggrund af det overordnede tema har jeg indsnævred, hvad jeg fandt som de væsentligste pointer i det kvalitative materiale, og som samtidig var gennemgående på tværs af flere af interviewene. Data har således givet mig mulighed for en dyberegående analyse af, hvordan socialarbejderne oplever brugen af de skemaer, de har til rådighed, når de skal udarbejde den børnefaglige undersøgelse.

Undersøgelsen følger alle etiske retningslinjer i henhold til danske standarder.

Skemaerne som støtte

I det kommende afsnit vil jeg diskutere, hvorvidt socialarbejderne i min empiri oplever skemaerne som støttende i forhold til at skabe et godt udgangspunkt for den børnefaglige undersøgelse. Heri ligger også en analyse af hvilke elementer i skemaerne, der har en støttende karakter, og hvilke der har den modsatte effekt.

Fastlåshed/frihed

I nærværende analyser er det tydeligt at en central faktor for at få det daglige arbejde til at fungere, er hvorvidt socialarbejderne oplever at skemaerne giver dem den nødvendige støtte til at sikre at de afdækker de væsentlige faktorer i en børnefaglig undersøgelse, men samtidig friheden til selv at kunne tilrettelægge arbejdet. Inge, der er socialarbejder og bruger MM, fortæller, at deres skemaer er bygget op, så de indeholder lovgivningens underpunkter, men at der under hvert af disse punkter er beskrevet i parentes, hvad den enkelte socialarbejder bør huske i forbindelse med at undersøge det givne punkt.

«Der er mange forskellige ting, der står i de der parenteser. Dem har jeg altid stående sådan nederst på siden. Jeg lader dem bare skubbe nedad, fordi så kigger jeg lige, har du fået kigget på det her? Er der noget, du kan søge omkring det der? Er der en oplysning, du måske kan bruge her? Så jeg bruger det som støtte, kan man sige. Det er støtte i forhold til den information, jeg skal indsamle … Jamen, den har vel de punkter, den bør have, kan man sige. Det giver jo også en vis form for frihed til den, der skal lave undersøgelsen, kan man sige» (Inge, kommune C).

Inge pointerer i dette citat, at skemaet har en støttende funktion i form af nogle parenteser, der skitserer hvad der ønskes undersøgt under det givne punkt, således at den enkelte socialarbejder får en fornemmelse af, hvilken information der er relevant at indhente. Den anden centrale pointe, som Inge præciserer, er at skemaet samtidig ikke er for fastlåsende, men giver den enkelte socialarbejder frihed eller et skønsmæssigt råderum til at udarbejde den børnefaglige undersøgelse, som pågældende finder relevant. Dette frirum til at fastlægge en undersøgelse ud fra sit eget skøn tilkendegiver flere af mine informanter som et ønske. Samtidig er der flere, der udtrykker bekymring for at blive for fastlåste på metoder og systemer eller skabeloner. Denne opfattelse underbygges af andre nordiske studier, som har præciseret behovet for at systemerne ikke bliver for rigide (Samsonsen & Willumsen, 2014). Ifølge mine informanter handler det meget om det, en enkelt socialarbejder kalder «at være i familien». Med dette menes at lade processen styre undersøgelsen og bruge mere tid sammen med familien, fremfor på sit kontor foran computeren. Ud fra et street-level perspektiv kan det anskues som friheden til at udleve det skønsmæssige råderum. Lipsky identificerede tre faktorer, der gav socialarbejderne det skønsmæssige råderum. Heriblandt var ’graden af frihed’ til at gøre deres arbejde. I dette ligger en forståelse af at de problemstillinger socialarbejdere arbejder med, er for komplekse til at kunne reduceres til en given eller fastlagt respons (Evans & Harris, 2004). Dette kan netop handle om ’at være i familien’ og lade processen styre undersøgelsesarbejdet. Denne form for fleksibilitet er central i undersøgelsesarbejdet, og flere af mine informanter bruger fleksibiliteten til at designe den børnefaglige undersøgelse i samarbejde med familien. Derfor er det også væsentligt at de skemaer som er udgangspunktet for den børnefaglige undersøgelse, er fleksible. Dette synes umiddelbart meget enkelt, men flere informanter kritiserer særligt de nye skemaer for at mangle denne fleksibilitet. Eksempelvis fortæller Karen følgende: «Det skal være nærmest sådan helt kasse-konkret, og det synes jeg ikke, at tingene altid er i familierne, fordi der er mange ting. Der er jo ikke bare én årsag til, at et barn eller en ung reagerer, som det gør. Der er jo tit flere sammenhænge, som gør det» (Karen, socialarbejder, SoS bruger).

Tilsvarende fortæller Charlotte følgende om ICS skemaerne:

«Jeg synes også, at det er et meget fastlåst skema. Det er ekstremt ufleksibelt, og det giver ikke meget plads til kreativitet og den der helhedsbetragtning. Du bliver styret af kasserne [boksene i skemaet], og de kommer til at tage lidt over. Det jeg kan se, at det, der sker, er, at man bliver styret mere af kasserne end af at tænke helhedsorienteret og metodisk, i forhold til den teori der ligger bag ICS» (Charlotte, afdelingsleder, ICS-bruger).

En anden medarbejder, der bruger ICS, fortæller om sit skema: «Ja, skemaet er meget styrende. Der er tusinde kasser. Der er den kasse, og så er der den kasse. Man har simpelthen en slavisk gennemgang af det. Så ja, den er rigtig meget styrende» (Hanne, socialarbejder, ICS-bruger). Tidligere studier har netop peget på, at den fortolkningsmæssige fleksibilitet er ganske lille i ICS-skemaerne. Dette skyldes blandt andet at punkterne i ICS-skemaerne er så udførligt beskrevet (Høybye-Mortensen, 2011).

At skemaet bliver meget styrende, er det modsatte af, hvad Inge (socialarbejder) indledningsvis udtrykte i forhold til hendes kommunes undersøgelsesskema. Inge udtrykte, at skemaet gav hende støtte og frihed. Grunden til at hun oplevede at skemaet gav en form for frihed, var at det kun havde de punkter, som var nødvendige. Dette er i tråd med Robinsons fund (Robinson, 2003; Evans, 2012), idet retningslinierne umiddelbart følger, hvordan Inge mener at den børnefaglige undersøgelse bør være. Endvidere kan det tolkes som at det ikke er begrænsende i sig selv at have nogle punkter eller en struktur at støtte sig til, men at det er nødvendigt med frihed til at tolke retningslinierne således, at de passer til den individuelle klients forhold. Dette er ligeledes en af Lipskys pointer. Han fremhæver, at politiske eller organisatoriske regler og retningslinier ofte er til hinder for arbejdsudførelsen, da de tenderer til at række over for mange og for komplekse målsætninger, så de bliver vanskelige at efterleve (Lipsky, 2010). Evans finder i sit studie at i modsætning til organisatoriske regler opleves juridiske regler som faste og ukrænkelige i relation til at udøve et skøn (Evans, 2012). Min empiri giver indtrykket af, at skemaerne opleves forskelligt. MM-skemaerne, som bygger på Servicelovens forskrifter for den børnefaglige undersøgelse, opleves umiddelbart som støttende. Derimod har ICS-skemaet ifølge sagsbehandlerne alt for mange underpunkter, som samtidig er svære at forstå og arbejde med, hvilket får skemaet til at blive alt for styrende i sagsbehandlingen. SoS-skemaerne har ikke så mange punkter, men er fokuseret på at beskrive hvilke konkrete bekymringer socialforvaltningen har for det enkelte barn, og hvordan dette kan løses. Socialarbejderne kritiserer disse skemaer for at låse undersøgelsen fast i en ’kasse-konkret’ tænkning, hvor der ikke er plads til kompleksiteten.

I street-level litteraturen bliver ønsket om at have et skønsmæssigt råderum taget for givet. Evans og Harris diskuterer dog flere forskellige forståelser af skønnet, hvor de blandt andet gør op med skønnet som et alt-eller-intet fænomen og i stedet anser skønnet for et kontinuum, hvor graden af skøn kan variere (Evans & Harris, 2004). Nogle forskere indenfor denne litteratur har dog åbnet op for, at frontmedarbejdere kan have lyst til eller behov for at frasige sig et skønsmæssigt råderum, idet de ønsker at beskytte sig selv i forbindelse med at skulle træffe vanskelige beslutninger og blive udsat for kritik (Evans & Harris, 2004). Ud fra min empiri mener jeg at der i dette perspektiv om frontmedarbejderne mangler en forståelse af, hvordan nogle socialarbejdere, særligt de ny-uddannede, har et ønske om nogle faste retningslinier, som de kan læne sig op af. Eksempelvis finder jeg, at mange af socialarbejderne gerne vil have støtte til at lave den børnefaglige undersøgelse – særligt de medarbejdere, der er ny-uddannede. I den henseende fortæller Lone følgende om den MM-model, hun bruger:

«Jeg synes i hvert fald, at den skaber en sikkerhed for, at man kommer hele vejen rundt, og også at man får stillet de svære spørgemål også… Da jeg startede der, som helt ny-udlært, så er det jo bare den, jeg har brugt til at sikre mig, at jeg får spurgt familien om alt det, jeg skal spørge dem om, så jeg havde oplysninger nok. Til at starte med så gjorde man det bare konsekvent, man gik ind og spurgte til alle tingene, og det var egentlig først bagefter, at man fandt ud af, at det ikke var lige så relevant alt sammen» (Lone, socialarbejder, MM-bruger).

Som Lone kommenterer her, oplever hun ligesom Inge, at skemaet støtter hende i arbejdet. Begge informanter bruger de kommunale skemaer. Særligt i forhold til Lone handler det om, at hun som nyuddannet føler sig usikker, men at skemaet giver hende en sikkerhed for, at hun kommer omkring alle de relevante elementer i en børnefaglig undersøgelse.

Disse fund støttes af tidligere forskning. I Lipskys nyeste udgave beskriver han, hvordan frontmedarbejdere inden for arbejdet med udsatte børn har et behov for at dele den skønsmæssige vurdering med en kollega, eftersom denne medarbejdergruppe ofte står overfor vanskelige valg omkring fjernelse af børn fra hjemmet. Det bliver her tydeligt, at den endelige beslutning er for vanskelig at træffe på baggrund af den enkelte socialarbejders individuelle skøn (Lipsky, 2010). Tilsvarende finder forskningen indenfor sagsbehandlingen af udsatte børn også, at det er nødvendigt med deling af viden og støtte til at udarbejde vurderinger i den børnefaglige undersøgelse (Munro, 2008; Skytte, 2013). Som Skytte pointerer:

«…retningslinjer for det faglige arbejde er gode at have netop for at kunne håndtere anbringelsesarbejdet, der følelsesmæssigt er så svært, at det kan være vanskeligt at bevare faglig kontrol over situationen» (Skytte, 2016:278f).

Vanskelige kategorier

ICS-skemaerne er udfordret af mange underkategorier. Skemaerne er opbygget med tre hovedtemaer (Barnets udviklingsmæssige behov, forældrekompetencer og familieforhold – familie og omgivelser) og derudover differentieret i en masse underkategorier. Nogle af disse underkategorier er meget vanskelige at definere – eksempelvis skal socialarbejderne forholde sig til underpunktet Identitet, som ligger under kategorien Barnets udvikling og adfærd. Som flere af mine interview-personer, både afdelingsledere og socialarbejdere udtrykker, er identitet som begreb meget vanskeligt at forholde sig til, da definitionen ikke er entydig. Eksempelvis udtrykker Charlotte følgende:

«Det at skulle beskrive en identitet. Tag på biblioteket og slå ordet op. Du vil få et hav af bøger og ideer om, hvad identitet er. Det er meget interessant, men du bliver blokeret som sagsbehandler, hvor du sidder og tænker, jeg skal vide noget om identitet her, men hvad er det?» (Charlotte, afdelingsleder, ICS-bruger).

Som Charlotte udtrykker i dette citat, er begrebet identitet meget vanskeligt for socialarbejderne at operationalisere og dermed undersøge ved de børn, de skal vurdere. Konsekvensen er, at socialarbejderne selv kommer til at afgøre, hvordan begrebet skal forstås og undersøges i de konkrete sager (Evans & Harris, 2004). Min empiri viser, at risikoen er, at socialarbejderne i stedet blokerer i deres arbejde og bliver usikre på, hvorvidt deres viden er god nok, samt hvad de skal spørge ind til eller undersøge ved det pågældende barn. Risikoen er også, at én faktor blandt mange kommer til at fylde uhensigtsmæssigt meget. Blandt andet fortæller en anden leder i samme kommune:

«Også fordi vi har oplevet, at sagsbehandlerne fik en form for skriveblokering, fordi det kom til at fylde, hvorvidt en oplysning for eksempel skulle stå under identitet og så videre. Det var det, der kom til at fylde rigtig meget. Det var egentligt også lidt det, der kom til at fylde i nogle af vores diskussioner. Hvor vi så sagde, hvordan kan vi støtte dem i at arbejde med det og putte det ind andre steder, hvor vi som ledelse mener, at det hører til» (Jette, afdelingsleder, ICS-bruger).

Usikkerheden, om hvor information hører til, findes ikke kun i ICS-skemaerne. Det samme gælder for SoS-skemaerne. En af mine informanter fortæller, hvordan en diskussion om, hvor information om familien hørte til i det pågældende skema, kom til at fylde i en supervision:

«Det lyder enormt nemt, men det er ikke så lang tid siden, at vi havde supplerende undervisning i forhold til skemaet, og vores underviser hun var sådan lidt, da hun læste en af mine undersøgelser, siger hun, jamen det der er jo ikke en bekymring, det er jo en komplicerende faktor, siger hun. Så siger jeg, ja, det kan du jo så selv tolke, men i morens verden… det er det, moren er bekymret for... » (Kirsten, socialarbejder, SoS-bruger).

De to ovenstående citater illustrerer, hvordan en enkelt faktor kommer til at tage fokus fra det der er centralt i arbejdet – nemlig at vurdere et barns risiko for mistrivsel. I stedet kommer diskussionen til at omhandle en begrebsforståelse, eller hvor i det givne skema informationen hører til. Denne problematik omkring hvor forskellig information hører til, er også diskuteret i Shaw og Claydens evaluering af ICS. Her finder de to forfattere at det praktiske sociale arbejde med børnefamilierne har ændret sig med indførelsen af ICS. Nu handler arbejdet mere om at udfylde boksene og ikke tænke ud over hvad der står i blanketterne, for hvis man gør det, er det vanskeligt at finde ud af hvor den information så skal skrives ind (Shaw & Clayden, 2009).

I ICS-skemaet er det ikke kun begrebet identitet, der er vanskeligt at arbejde med. En anden af mine interview-personer påpeger, at det også er vanskeligt for socialarbejderne at undersøge begrebet selvstændighed:

«…og hvordan forholder du dig lige til, hvad er identitet? Og du har også selvstændighed, og du har fire underpunkter i forhold til det. Det bliver bare hakket så meget i stykker, at... jeg mister fuldstændig det samlede overblik, fordi den hele tiden deler det op i så mange underspørgsmål, at jeg har svært ved at se helheden, og jeg låser mig rigtig meget fast på de der tekstbidder til det, du skal skrive i kasserne» (Pia, socialarbejder, ICS-bruger).

Som Pia fremhæver her, er flere af undersøgelsespunkterne i ICS-skemaet svære at forstå og operationalisere. De forskellige udsagn fra interview-personerne giver et billede af, at de stramme retningslinjer utilsigtet skaber et større skønsmæssigt råderum, idet retningslinjerne er for forvirrende. Socialarbejderne oplever dog ikke det større skønsmæssige råderum som noget positivt. I stedet er de forvirret og usikre over, hvordan kategorierne skal tolkes. En anden væsentlig problematik, som Pia fremhæver i citatet, er at skemaet opdeler undersøgelsen for meget. Dette kan resultere i en usammenhængende undersøgelse, hvor helheden og socialarbejderens overblik forsvinder. Dette vil blive diskuteret i det næste afsnit.

Overblikket forsvinder

At helheden og overblikket forsvinder, er et væsentligt kritikpunkt, som også er blevet fundet i andre undersøgelser af ICS. Eksempelvis fandt Shaw og Clayden, at denne problematik var meget tydelig i deres datamateriale. De beskriver risikoen således: «The unwieldy nature of the system meant that effective service provision for children and young people was sometimes hindered by the format and complexity of the exemplars» (Shaw & Clayden, 2009:18f). Ifølge min empiri er der endnu mere på spil. En af mine informanter fortæller, at for hende betyder alle kasserne i skemaet, at arbejdet bliver uoverkommeligt. Således beskriver Pia problematikken:

«Det er bare selve blanketskemaet til den der halvtredser, som simpelthen bliver så uoverskueligt, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at gå i gang med det. Og når man ved, at man har mange, der ligger og venter, og din tidsfrist er også gået, og du skal se at komme i gang, så synes jeg også, at jeg blokerer lidt på det der skema. Åh nej, nu skal jeg skrive noget i 27 felter, og så kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvad jeg har skrevet» (Pia, socialarbejder, ICS-bruger).

Som Pia fortæller, gør skemaet det vanskeligt for hende at starte en undersøgelse, og det betyder, at hun næsten ikke kan få arbejdet gjort. Dette giver et tydeligt indtryk af at skemaet for hende har den modsatte effekt, frem for at være en støtte i arbejdet. Skemaet må i denne henseende anses at være meget uhensigtsmæssig. Konsekvensen bliver at i stedet for at støtte Pia, får skemaet hende til at blokere og i værste fald afstå fra at udføre arbejdet. Andre interview-personer har dog ikke udtrykt samme alvorlige konsekvens. Men der er ingen tvivl om at de mange kasser fylder meget for socialarbejderne.

Billedet er dog ikke entydigt, da andre socialarbejdere finder, at skemaerne kan være med til at skabe overblikket og sikre helheden. Som tidligere citeret fortæller Lone følgende:

«Jeg synes i hvert fald, at det (skemaet) skaber en sikkerhed for, at man kommer hele vejen rundt, og også at man får stillet de svære spørgemål…» (Lone, socialarbejder, MM-bruger).

I citatet bliver det tydeligt, at det har nogle konsekvenser at følge skemaet slavisk. Konsekvensen bliver, at når alle punkter i skemaet bliver fulgt, kan der være tendens til at indhente for meget information. Tidligere forskning om ICS har også fundet at brugen af skemaer kan medføre at alt for meget information bliver indsamlet, samt at den information der indsamles, ikke har været efterspurgt ved brug af tidligere skemaer, eller at informationen ikke er relevant (Bell, Shaw, 2008; Høybye-Mortensen, 2011).

Ifølge mine informanter har særligt ICS-skemaerne en tendens til at fragmentere undersøgelserne. I et tidligere citat udtrykte Hanne det således: «Der er tusinde kasser. Der er den kasse, og så er der den kasse» (Hanne, socialarbejder, ICS-bruger). Dette kan være problematisk, hvilket Pia fortæller:

«…og du har fire underpunkter i forhold til det. Det bliver bare hakket så meget i stykker, at... jeg mister fuldstændig det samlede overblik, fordi den hele tiden deler det op i så mange underspørgsmål, at jeg har svært ved at se helheden, og jeg låser mig rigtig meget fast på de der tekstbidder til det, du skal skrive i kasserne» (Pia, socialarbejder, ICS-bruger).

Dette fund underbygges af flere andre studier, der beskriver hvordan skemaerne kan forårsage, at de personer det handler om, bliver til fragmenterede individer frem for hele subjekter. Dette er kontraindicerende, når man via socialt arbejde søger at give en helhedsorienteret børnefaglig indsats (Bell et al., 2008; Parton, 2008; Shaw & Clayden, 2009). Hanne fortæller uddybende om sin praksis:

«Nogle gange kan man godt komme til at forholde sig for meget til det og så ligesom tænke tjek ved den pind, tjek ved den pind, så færdig. I stedet for sådan lige at være i kontakten og fornemme, hvad er det her for noget? Hvad sker der? Nu reagerer hun sådan, og hvorfor gjorde hun det? Sådan at være i situationen i stedet for at kigge på overskrifterne og sådan noget» (Hanne, medarbejder, ICS-bruger).

Citatet viser, at på den ene side kan skemaerne støtte socialarbejderne til at have en tjekliste for hvilken information, der skal indsamles samt skabe en form for ramme for organiseringen af sagsarbejdet. På den anden side viser citatet også, at skemaet kan betyde, at socialarbejderen glemmer kontakten til klienten. Dette fund er ikke nyt eller enkeltstående. Således beskriver Shaw og Clayden også i deres undersøgelse, hvordan indførelsen af ICS har medført en form for depersonalisation af socialarbejdernes arbejde. De gengiver, hvordan brugen af standardiseret tilgang i deres arbejde er med til at ændre deres oplevelse af professionalisme, hvilket i sidste ende har betydning for arbejdsglæden (Shaw & Clayden, 2009).

Diskussion

Denne artikel peger overordnet på, at skemaerne til de børnefaglige undersøgelser ikke udelukkende opleves som en støtte for socialarbejderne. Dermed er en af de centrale hensigter med Barnets Reform og indførelsen af et mere eller mindre nationalt IT-system ikke opnået. I denne artikel har jeg valgt at analysere implementeringen af disse organisatoriske retningslinier ud fra socialarbejdernes brug af skemaer i en diskussion med litteraturen om street-level bureaucracy. En væsentlig pointe i denne litteratur er socialarbejdernes oplevelse af det skønsmæssige råderum. Med denne undersøgelse lægger jeg mig i forlængelse af Lipskys nyeste udgave af Street-Level Bureaucracy (2010), hvor han ligesom flere andre forskere peger på at socialarbejdere, der arbejder med vurdering af udsatte børn og familier, har vanskeligt ved at udøve det skønsmæssige råderum alene. Hvor Lipsky peger på, at socialarbejderne, der arbejder med udsatte børn og familier, har brug for kollegaer til at udøve det skønsmæssige råderum i fællesskab, argumenterer jeg med denne undersøgelse for, at socialarbejderne har et behov for retningslinier til at udøve dette skøn. Disse fund bliver uddybet i det følgende.

Undersøgelsen viser at det er essentielt at de retningslinier som skemaerne angiver, er i tråd med socialarbejdernes syn på god sagsbehandling. Ofte hænger dette syn sammen med lovgivningens rammer. Denne undersøgelse underbygger til en vis grad tidligere studier (Evans, 2012), som viser, hvordan det særligt er juridiske regler, socialarbejdere finder relevante. Dette bliver tydeligt, fordi MM-skemaerne, som hovedsagligt bygger på de punkter lovgivningen har fastsat for en børnefaglig undersøgelse, ikke i samme grad opleves som styrende for processen. Dette er dog ikke den eneste årsag. Det er også centralt, at skemaerne er fleksible, således at socialarbejderne kan lade arbejdsprocessen med de familier de børnefaglige undersøgelser vedrører, være medstyrende. Ud fra Lipskys termer kan dette anskues som graden af frihed til at favne kompleksiteten, der kendetegner dette arbejde. Denne undersøgelse viser, at der er en forskel afhængig af, hvilket skema socialarbejderne benytter, og at det særligt er de nye skemaer ICS og SoS, som mangler denne fleksibilitet.

Som indledningsvis beskrevet i dette afsnit har denne undersøgelse ligesom tidligere studier fundet, at det skønsmæssige råderum bør forstås mere nuanceret end Lipsky i 1980 introducerede det. I dette studie bliver det eksempelvis tydeligt, at særligt ny-uddannede socialarbejdere har behov for retningslinjer, når de skal udarbejde den børnefaglige undersøgelse. Som flere andre forfattere har pointeret, er arbejdet med udsatte børn og familier kendetegnet ved at være utrolig krævende og angstprovokerende (Skytte, 2016). Dette skyldes, at det er meget vanskeligt at vurdere børns risici for at udvikle sig i en negativ retning, idet sikker viden om emnet ikke eksisterer. Det er derfor naturligt at man forsøger at skabe et fælles fagligt niveau at arbejde ud fra, hvilket netop er en af årsagerne til at disse organisatoriske retningslinier i form af skemaer er blevet indført.

I opsætningen af organisatoriske retningslinier udarbejdes der ofte nogle faste kategorier, som skal følges for at udføre arbejdet, som organisationen ønsker det (Evans, 2012; Hjörne et al., 2010). Disse kategorier kan dog være mere eller mindre konkrete eller være vanskelige at operationalisere. Dette er tilfældet med ICS-skemaerne, som indeholder flere vanskeligt definerbare underkategorier. Således udtaler flere af mine interview-personer, at de blokerer i at udføre deres arbejde, da usikkerhed om forståelsen af underkategorierne kommer til at fylde. Dertil opleves der ligeledes en usikkerhed i, hvorvidt information om en familie eller et barn tilhører den ene eller anden kategori. Denne usikkerhed ses både ved ICS- og SoS-skemaerne. Flere tidligere undersøgelser (Shaw et al., 2009) har også diskuteret denne problematik, og påpeget hvordan det praktiske sociale arbejde kommer til at handle om udfyldning af diverse elektroniske skemaer fremfor det praktiske arbejde med udsatte børnefamilier. Dette fund er værd at diskutere lidt dybere og inddrage Partons (2008) opfordring til at anskue det teknologiske og det socialvidenskabelige som sameksisterende, og samtidig inddrage Salomonsen og Willumsens (2014a) opfordring til også at se på styrker og svagheder ved brugen af metoder og helt konkret, hvilke konsekvenser metoderne har for det sociale arbejde. Nærværende studie peger på, at socialarbejderne gerne vil have retningslinier og modeller som de kan arbejde ud fra, men at disse skal give mening i en hektisk hverdag, hvor skemaerne skal kunne rumme de komplekse problemstillinger. Som nærværende studie tydeliggør, indeholder ICS- og SoS-skemaerne nogle uforståelige kategorier som får socialarbejderne til at blokere i deres arbejde og miste overblikket. Dette fund følger tidligere studier (Bell et al., 2008; Parton, 2008; Shaw et al., 2009), der ligeledes har påpeget, at brugen af særligt ICS-skemaerne fragmenterer undersøgelserne. Ud fra et helhedsperspektiv er dette i særdeleshed problematisk. Ifølge Serviceloven skal der anlægges en helhedsbetragtning i den børnefaglige undersøgelse, men såvel ICS- som SoS-skemaerne vanskeliggør dette.

Socialarbejdere, der arbejder med udsatte børnefamilier, står over for nogle voldsomme og vanskelige problemstillinger. Af den grund er det paradoksalt, at det er arbejdsredskaberne, der får socialarbejderne til at blokere. På baggrund af denne artikel mener jeg derfor, at det er absolut centralt, at socialarbejderne tages alvorligt, når de udtrykker et ønske om retningslinier. Men dernæst er det vigtigt at sikre, at de organisatoriske retningslinier, der udvikles, favner kompleksiteten og støtter socialarbejderen fremfor at skabe en så stor forvirring, at der kan opstå blokeringer i forhold til arbejdet.

Sammendrag

I denne artikel bliver de teknologiske ændringer i socialt arbejde diskuteret ud fra et perspektiv om street-level bureaucracy. Helt konkret undersøges, hvorvidt elektroniske skemaer til den børnefaglige undersøgelse opleves som støttende af socialarbejderne. Studiet bygger på empirisk materiale indsamlede i seks danske kommuner. På baggrund af kvalitative analyser peger studiet på at socialarbejderne til en vis grad gerne vil have nogle retningslinjer at arbejde efter. Men de organisatoriske retningslinier i form af ICS og SoS-skemaerne (Integrated Children’s System og Signs of Safety) giver ikke den nødvendige støtte, idet socialarbejderne bliver fastlåste i processen omkring udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse, ligesom flere af underkategorierne i skemaerne er vanskelige at operationalisere. Disse faste kategorier fylder meget i skemaerne og konsekvensen er for nogens vedkomne, at overblikket over undersøgelsen forsvinder.

Nøkkelord: teknologi, børnefaglig undersøgelse, street-level bureaucracy, socialt arbejde, udsatte børn og familier

Summary

Structuring child and family risk assessment forms using digital media

This paper examines whether the forms, integrated in the specific assessment models, provide support in the daily practice based on the social workers’ experience. The study uses qualitative data and discusses in a street-level bureaucracy perspective whether the social workers profit from guidelines when carrying out the risk assessment. I find that while social workers express a demand for such guidelines, those already connected to the ICS- and SoS-forms do not provide the needed support. The social workers find that the forms are inflexible and many of the categories are difficult to operationalize. These fixed categories take up a lot of space in the forms and some social workers find that the big picture of the risk assessment vanishes.

Keywords: technology, risk assessment, street-level bureaucracy, social work, vulnerable children and families

Referanser

Aadnesen, Bente Nes (2015). Metoder for barnevernets undersøkelser – på tide med debatt. Fontene forskning, 8(1), 92-94.

Agamben, Giorgio (2005). State of exception. University of Chicago Press.

Bell, Margaret & Shaw, Ian (2008). Integrated children’s system evaluation: Summary of key findings. Research Brief DCSF-RBX, 02-08.

Den Digitale Taskforce (2004). Afrapportering: Indsatsområdet «udsatte børn og unge». København: Digital Forvaltning.

Egelund, Tine; Andersen, Dines; Hestbæk, Anne-Dorthe; Lausten, Mette; Knudsen, Laila; Olsen, Rikke Fuglsang & Gerstoft, Frederik (2008). Anbragte børns udvikling og vilkår. resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Egelund, Tine & Hestbæk, Anne-Dorthe (2003). Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet: En forskningsoversigt. København: Socialforskningsinstituttet.

Eskelinen, Lene; Olesen, Søren Peter & Caswell, Dorte (2008). Potentialer i socialt arbejde. et kontruktivt blik på faglig praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Evans, Tony (2012). Organisational rules and discretion in adult social work. British Journal of Social Work, 1-20 doi:10.1093/bjsw/bcs008.

Evans, Tony & Harris, John (2004). Street-level bureaucracy, social work and the (exaggerated) death of discretion. British Journal of Social Work, 34, 871-895 doi:10.1093/bjsw/bch106.

Hjörne, Eva; Juhila, Kirsti & Van Nijnatten, Carolus (2010). Negotiating dilemmas in the practices of street-level welfare work. International Journal of Social Welfare, 19, 303-309 doi:10.1111/j.1468-2397.2010.00271x.

Hultman, Elin (2013). Barnperspektiv i barnavårdsutredningar – med barns hälsa och barns upplevelser i fokus. Linköping: Linköping Universitet.

Høybye-Mortensen, M. (2011). Velfærdsstatens dørvogtere. Procesregulering af visitationer på socialområdet. Copenhagen K, Denmark: Department of political science, University of Copenhagen.

Kvale, Steinar (1997). Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag.

Lipsky, Michael (1980). Street-level bureaucracy. Dilemmas of the individual in public services. New York: Russell Sage Foundation.

Lipsky, Michael (2010). Street-level bureaucracy, 30th ann. ed.: Dilemmas of the individual in public service: Dilemmas of the individual in public service New York: Russell Sage Foundation.

Madsen, Mogens Ove (2013). Barnets reform – økonomi og kvalitet i kommunernes tilbud. I Karin Kildedal, Erik Laursen & Randi Riis Michelsen (Red.), Socialfaglig ledelse. Børne- og ungeområdet (s. 89-105). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Mehlbye, Jill (2007). En vurdering af børns behov og udvikling: Integrated children’s system (ICS). København: AKF Forlaget.

Munro, Eileen (2008). Effective child protection. London: SAGE Publications Inc.

Parton, Nigel (2008). Changes in the form of knowledge in social work: From the ‘social’ to the ‘informational’? British Journal of Social Work, 38, 253-269 doi:10.1093/bjsw/bcl337.

Rasmusson, Bodil (2004). Barnavårdsutredningar på nya grunder. Lund: Lunds Universitet, Socialhögskolan

Rieper, Olaf & Hansen, Hanne Foss (2007). Metodedebatten om evidens. København: AKF Forlaget.

Robinson, Gwen (2003). Technicality and indeterminacy in probation practice: A case study. British Journal of Social Work, 33(5), 593-610 doi:10.1093/bjsw/33.5.593.

Samsonsen, Vibeke & Willumsen, Elisabeth (2014a). Barnevernets undersøkelser – på tide med debatt. Fontene forskning, 7(2), 83-84.

Samsonsen, Vibeke & Willumsen, Elisabeth (2014b). Assessment in child protection. Social Worker’s voices in England and Norway. Journal of Comparative Social Work, 9(1).

Servicestyrelsen (2011). Håndbog om barnets reform. Odense: Servicestyrelsen.

Shaw, Ian & Clayden, Jasmine (2009). Technology, evidence and professional practice: Reflections on the integrated children’s system. Journal of Children’s Services, 4, 15 doi.org/10.5042/jcs.2010.0018.

Shaw, Ian; Bell, Margaret; Sinclair, Ian; Sloper, Patricia: Mitchell, Wendy: Dyson, Paul; Clayden, Jasmine & Rafferty, Jackie (2009). An exemplary scheme? An evaluation of the integrated children’s system. British Journal of Social Work, 39(4), 613-626. doi:10.1093/bjsw/bcp040

Skytte, Marianne (2013). Socialt arbejde. In Jens Guldager & Marianne Skytte (Red), Socialt arbejde – teorier og perspektiver (s. 10-50). København: Akademisk Forlag.

Skytte, Marianne (2016). Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde. Latvia: Hans Reitzels Forlag.

Socialstyrelsen (2000). Dartingtonprojektet – en försöksverksamhet för att stärka och utveckla familjevården. Bohus: Socialstyrelsen.

Vinnerljung, Bo & Sallnäs, Maria (2008). Into adulthood: A follow-up study of 718 young people who were placed in out-of-home care during their teens. Child & Family Social Work, 13(2), 144-155 doi: 10.1111/j.1365-2206.2007.00527.x.

Vis, Svein Arild; Storvold, Aina; Skildbred, Dag Tore: Christiansen, Øivin & Andersen, Anne (2015). Statusrapport om barnevernets undersøkelsesarbeid – høsten 2014. Tromsø: Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet.

30.11.2016
21.04.2022 10:10