Interessant, men uredigert om HUSK

Anmeldt av
Lars Uggerhøj

Professor i Socialt Arbejde, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, Danmark

Om boka

Asbjørn Johannessen, Sidsel Natland, Anne Marie Støkken (red.) (2011): Samarbeidsforskning i praksis. Oslo: Universitetsforlaget

Samarbeidsforskning i praksis er en nødvendig bog både for at videregive erfaringer fra HUSK (Høgskole- og universitetssosialkontor)-projektet – der kan ganske enkelt ikke videregives for meget fra dette projekt – og for at udvikle det der i denne bog defineres som samarbejdsforskning. Den praksisnære forskning er nemlig stadig på et udviklingsstadie, hvor alle erfaringer er kærkomne.

Jeg vil derfor indledningsvis anbefale bogen til alle som interesserer sig for de processer HUSK projektet igangsatte og de som er interesseret i at udvikle kundskabsopbygning i samarbejde mellem praksis, forskning og brugere. Og så kan den i øvrigt både læses samlet og bruges som opslagsbog.

HUSK-projektet var et omfattende og vidt forgrenet projekt, hvis resultater ikke kan formidles i en enkelt form. Derfor fremgår det også af bogen, at denne publikation blot er én af fire som tager udgangspunkt i de temaer, som er fælles for det samlede HUSK-projekt. Det yder således ikke projektet fuld retfærdighed at anmelde bøgerne hver for sig.

HUSK-projektets omfang, antallet af samarbejdspartnere, de mange involverede niveauer og interessenter gør at formidlingen trods temaopdelinger bliver kalej-doskopisk. Det er for både deltagerne og omverdenen et stort plus, at der blev givet mulighed for at afprøve så mange forskellige projekter med så mange samarbejdspartnere på så mange niveauer. Men det giver vanskeligheder i formidlingen. For hvis den meget ’kollektive ånd’ fra projekterne skal overføres til formidlingen, så skal alle som har lyst og noget at sige være med. Og det bliver nemt en akilleshæl, når det drejer sig om at formidle til andre. Jeg har naturligvis ingen anelse om, hvordan udvælgelsen af artikler til denne publikation er foregået, men jeg kan konstatere, at der er meget – og med meget forskellige vinkler. Sagt med andre ord savner jeg en strengere redigering af såvel det samlede indhold som de enkelte artikler. Jeg erkender, at det vil være vanskeligt i et projekt, hvor «de tusind blomster har fået lov til at blomstre», pludseligt at begynde at kultivere. Men der risikerer at blive lidt for meget, som vi siger i Danmark, «fætter/kusine-fest» over det (læs: intern formidling) når der ikke redigeres skarpere.

Det mindsker nemlig den nødvendige klare formidling, som læsere udenfor projektet har brug for. Lad mig give et par eksempler på konsekvenserne af den lidt for åbne redaktionelle styring. Det er eksempelvis af og til vanskeligt at se, om der tales om samarbejde i det sociale arbejde eller om samarbejde i forskningen. Og selv om erfaringer kan overføres, så er der tale om meget forskellige vilkår og problemstillinger. Ligeledes bliver nogle kapitler forstyrret af at beskrivelserne af samarbejdsprocesserne bliver overrulet af præsentation af forskningsresultater, som grundlæggende er – forstå mig ret – uinteressante i forhold til et fokus på selve forsknings- og samarbejdsprocessen. Det er også vanskeligt at gennemskue, om der er tale om brugerinvolvering udfra nogle demokratiske principper eller udfra et mere læringsteoretisk perspektiv.

Selv jeg, som har haft fornøjelsen af at følge HUSK-projektet i hele projektforløbet, løber tør i de mange forskellige og af og til lidt for overfladiske beskrivelser. For prioriteringen af mængden af artikler medfører naturligvis mindre plads til fordybelse. Der savnes ofte nogle mere kritiske og dybere – fremfor mere beskrivende – præsentationer og diskussioner. Det kunne have styrket bogen endnu mere, hvis flere forfattere, med deres store viden om processerne i HUSK, var gået bevidst efter kritiske elementer. Ligeledes savner jeg en lidt mere stringent linje i forhold til begrebet og temaet samarbeidsforskning. Forfatternes frihed til egen forståelse og tolkning af begrebet gør at begrebet kommer lidt tilfældigt dumpende i forskellige kapitler, hvilket giver vanskeligheder i indkredsning af begrebet og dets forskel til parallelle begreber.

Nu skal det dertil siges, at bogen formentlig aldrig læses som en anmelder læser den. Den vil – og ikke mindst publikationer af denne type – blive anvendt som en opslagsbog. Altså anvendt, når man står med en problematik, som en eller flere forfattere i bogen har skrevet om. Men netop med dette udgangspunkt kunne dybere analyser og diskussioner være en stor hjælp for den almindelige læser. Lidt mere plads og dybde ville formentlig også udfordre de lidt stereotype billeder af forskere, som personer med en vis distance og brugere som personer med stor nærhed, som synes at præge flere kapitler. Man kan sige at den slags generaliseringer gør nogle af analyserne lidt for lette.

Jeg vil i denne anmeldelse ikke gennemgå de enkelte artikler, men nærmere gå en smule på tværs i bogen.

Som sagt synes redaktørerne at have en vis berøringsangst i forhold til at styre forfatterne – og så alligevel. I bogens første kapitel tilkendegives, at redaktørerne har valgt ikke at samkøre brugen af begreberne indenfor praksisforskning, deltagerbaseret forskning med videre, men at lade det være op til bidragsyderne. Samtidig definerer man gennem bogens titel det overordnede begreb ’samarbeidsforskning’, hvilket for læseren dermed fremstår som et samkørt begreb. Begrebsdiskussioner kan umiddelbart fremstå som meget akademiske, men er efter min mening afgørende for udviklingen af disse nye praksisnære forskningsformer. Her kommer bogen til at vandre lidt om den varme grød fremfor at gribe fat i nogle af de uenigheder, der kan herske i den forskelige terminologi-anvendelse. Hvad er eksempelvis forskellen på samarbeidsforskning og praksisforskning, spørger naturligvis jeg, som har skrevet en del om praksisforskning. Men det er da interessant, at man med udgangspunkt i et av de største praksisforskningsprojekter finder det nødvendigt, at anvende et nyt begreb, samarbeidsforskning, når der eksisterer et internationalt begreb; practice research. Jeg anerkender fuldt ud, at der kan være brug for det, men jeg ser ikke i bogen nogle vægtige argumenter for dette begrebsskifte.

Men det har naturligvis også visse styrker, at redaktionen tillader at «de tusind blomstrer» beskrives. Det giver et unikt indblik i, at samarbeidsforskning ikke blot er forskning, men berører en lang række forhold. Samarbeidsforskningen gør noget ved alle deltagerne – både personligt og fagligt. Og det er sjældent beskrevet tidligere. Forskning som foregår i et samarbejde mellem forskere, brugere og socialarbejdere gør ikke alene noget ved forskningen – som naturligvis ændrer sig, når forskerne ikke styrer processen alene – den gør også noget ved eksempelvis behandlingen af de sociale problemer. Både brugeren og socialarbejdere får ny viden om sociale problemstillinger, om det at være socialarbejder og bruger og om hinanden som mennesker, hvilket kan ændre drastisk ved de problemstillinger begge parter parallelt arbejder med. Det er særdeles vigtige erfaringer at formidle videre. Ligeledes er der mange kvalificerede og virkelighedsnært beskrevne kapitler eller afsnit om processerne i samarbejdet, som er centrale for at forstå kompleksiteten i denne type samarbejdsrelationer mellem nogle ofte meget forskellige partnere. I dette indgår også de meget fine beskrivelser af, hvordan små uopmærksomheder kan påvirke samarbejdet og kvaliteten i arbejdet. Beskrivelserne omkring samarbejdet og processerne i det, samt de påvirkninger det har på deltagerne, er således værdifuld erfaringsoverlevering. Man kan næsten sige, at det mere er samarbejde end forskning som er i centrum. De grundige beskrivelser af det konkrete samarbejde har i visse sammenhæng nærmest karakter af vejledning i samarbejdsprocesser, som andre vil kunne følge næsten kronologisk. Det er både interessant at læse og lige til at tage med sig ind i lignende arbejde.

Bogen præges af en stor interesse for det man kunne kalde «dagligdagen» i HUSK-projekterne, hvilket er både interessant og giver indblik i de mange elementer, som sådanne udviklingsprocesser indeholder. Men det er også godt, at bogen i nogle kapitler bevæger sig udover dagligdagen – eksempelvis på det kundskabssyn og styringslogikker, som HUSK rammesættes af, samt de muligheder der mere generelt kan udspringe af HUSK-projektet – og dermed nogle meta-lignende perspektiver, som giver anledning til at diskutere de muligheder og begrænsninger, som af og til savnes i bogen.

Der er lagt vægt på at belyse brugererfaringer grundigt og godt. Det er et stort plus. Men også nødvendigt, fordi HUSK projektet i alle led skulle fokusere på brugermedvirken og fordi der savnes denne type beskrivelser af brugernes medvirken i planlægning og afvikling af aktiviteter. I den forbindelse kunne det have været interessant at få nogle flere erfaringer omkring forskelle i brugermedvirken – herunder en diskussion af om brugerinvolveringen primært er et led i en samrefleksion mellem socialarbejdere og brugere eller en demokratisering af brugernes indflydelse. Jeg ser samproduktion og samrefleksion beskrevet i bogen, men man får let den tanke, at det er den professionelle måde at udvikle og etablere samarbejde på, som primært kvalificerer det professionelle sociale arbejde. Derimod beskrives involveringen som led i en demokratisering i det norske samfund kun sporadisk. Jeg er ikke klar over om det er en korrekt og brugbar differentiering, men diskussionen fra nogle, som har arbejdet med det i mindst fem år, kunne være meget interessant – og kunne måske have styrket en kritisk diskussion af brugermedvirken i HUSK-projektet. Ikke for at nedgøre, men for at blive endnu klogere.

Mens brugerperspektivet er tydeligt i bogens kapitler har en anden af de helt centrale partnere – socialarbejderne – en mere perifer position i kapitlerne. I et samarbejde, hvor der eksisterer flere partnere og hvor socialarbejderne per definition besidder mere magt end brugerne – og hvor udvikling af arbejdet måske mere præges af en professionel tilgang, som beskrevet ovenfor – kunne det være interessant at få sat mere lys på socialarbejderne eller andre offentlige repræsentanter. Og ikke blot i forhold til denne magt-problematik, men også ganske enkelt for at finde ud af, hvordan denne type samarbeidsforskning blev oplevet af praktikerne. Er de ikke begejstret for det og/eller er det et udtryk for, at de reelt er blevet mere perifere i projektet, fordi brugerne er kommet mere på banen? Det er centrale problematikker at arbejde med for andre, som vil bygge på HUSK erfaringerne.

Nu kunne det lyde som om der ikke rejses interessante diskussioner og at kapitlerne fremstår for lette og for spredt. Det er ikke det samlede billede. Man kan måske nærmere sige, at der rejses så mange interessante spørgsmål og diskussioner, som man som læser gerne vil have udfoldet gennem eksempelvis mere kritiske overvejelser. Man pirres nemlig flere steder til spørgsmål og diskussioner.

Bogens redaktører har valgt en balancegang mellem information og debatskabning, hvilket er vanskeligt. Den der higer efter mere information efterspørger mere af det og den som higer efter mere debat efterspørger mere af det. Desuden har man valgt en forholdsvis lav styring af indholdet. Det kendetegner måske meget godt HUSK-projektet og den ånd, der opstod i det. Ikke dermed sagt, at det var uden styring, men det lå i ånden, at der skulle være plads til meget og til mange forskellige afprøvninger. Og denne ånd lever videre i denne publikation.

Hvilket heller ikke er så ringe endda i en universel samfundsudvikling, hvor forsøg skal styres og kvalitetssikres i en sådan grad, at det reelt ikke har noget med forsøg at gøre – for det skal lykkes.