JavaScript is disabled in your web browser or browser is too old to support JavaScript. Today almost all web pages contain JavaScript, a scripting programming language that runs on visitor's web browser. It makes web pages functional for specific purposes and if disabled for some reason, the content or the functionality of the web page can be limited or unavailable.

Bokanmeldelse

Forskning i børns hverdagsliv og opvækst

Universitetsforlaget

05.06.2020
21.04.2022 08:32

Anmeldt av
Ida Schwartz

Cand. psych. og ph.d., leder af forskningsprogrammet «Inklusion og hverdagsliv», Anvendt Velfærdsforskning, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. DK.

Om boka

Anne Jansen og Agnes Andenæs (Red.) (2019) Hverdagsliv, Barndom og oppvekst. Universitetsforlaget

Det er en fornøjelse at blive inviteret til at anmelde en bog med ambitioner om at kombinere en præsentation af forskning om børns familieliv, hverdagsliv og opvækst med faglige overvejelser om kvalitativ forskning. Det norske forskningsmiljø, centreret omkring professor Hanne Haavind, omfatter mange børneforskere, der gennem de sidste årtier har udviklet både nye teoretiske perspektiver på, hvordan omsorg for børn organiseres i vores samfund og samtidig nye måder at udforske disse udviklingsprocesser på. De to ting hænger naturligvis sammen. Hvis man som forsker ønsker at gå tæt på, hvordan omsorg praktiseres af forældre og professionelle i børns hverdagsliv, må man også udvikle kvalitative metoder, der kan indfange netop disse udviklingsprocesser.

Hanne Haavind lægger ud i første kapitel ved at præsentere «Livsformsinterview» som en forskningstilgang, hun har været en væsentlig drivkraft i at udvikle. Med udgangspunkt i et studie af mødres omsorgspraksis viste Hanne Haavind allerede i 1987, hvordan børn udvikler sig og lærer i kraft af den omsorgspraksis, forældre lægger til rette for dem. Interviews med forældre om hvordan de konkret organiserer hverdagslivet for børn kan åbne det forskningsmæssige blik for, hvordan subjektive erfaringer er forankret i livshistorie og livsform. Med udgangspunkt i den danske etnolog Thomas Højrup præsenteres en forståelse af livsform som både kulturhistorisk indlejret og personligt levet. Det er et centralt fokus i bogen at vise, hvordan kulturelle forandringer og personlige erfaringer må anskues som relationelt forbundne i en meningskontekst, der danner grundlag for den enkeltes udvikling.

«Livsformsinterview» er en forskningstilgang, der har inspireret mange børneforskere også i Danmark. Her inviteres børn til i detaljer at fortælle om, hvordan hverdagen former sig for dem. Voksne tilskyndes til at berette, hvordan de lægger omsorg tilrette for børns udvikling. Dermed er «livsformsinterview» meget mere end en metode forstået som en teknisk fremgangsmåde. Metoden bærer i sig et teoretisk informeret kulturpsykologisk perspektiv på, at børn udvikler sig gennem deltagelse i gensidige relationer i de kulturelle kontekster, hvor de lever deres hverdagsliv. Agnes Andenæs har med et «døgnet-rundt-perspektiv» på omsorg bidraget til en videreudvikling af livsformsinter-
view. Sammen med Anita Sundnes præsenterer hun et indblik i de tidmæssige organiseringer af familieliv henover døgnets forskellige «situationstyper» og viser, hvordan forældre tager mange forhold i betragtning, når de balancerer hensyn til barnet med omsorg for familiens samlede liv.

BOGENS STORE FORTJENESTE er den måde, den søger at sætte begreb på, hvordan samfundsmæssig politikker væves ind i voksnes omsorgspraksisser og dermed får betydning for børn og unge i deres hverdagsliv. Bogen præsenterer et righoldigt udvalg af forskningsprojekter, der viser forskellige måder at forfølge en sådan forskningsmæssig bestræbelse. I det følgende gives nogle eksempler på, hvordan omsorgspraksisser og børns hverdagsliv analyseres som forbundne, hvorefter jeg vender tilbage til spørgsmålet om faglige refleksioner over metode i slutningen af anmeldelsen. Liv Mette Gulbrandsen tager os med ind i observationer fra 7 D i en skole og viser, hvordan deltagelse i NOA (Norsk som andrespråk) bliver en del af unge menneskers meningsskabelse på vej ud i voksenlivet. For nogle bliver NOA et vilkår, der forstærker deres «grænsearbejde» som nytilkomne i Norge, mens det for andre bliver et sted drenge med anden etnisk baggrund kan sendes hen uanset sprogfærdigheder, når klassens drengegruppe opleves forstyrrende i undervisningen. NOA er tillige et sted, man som ung pige med ambitioner om videre uddannelse og en stærk forældreopbakning kan arbejde på at undgå, og det er også et sted, man kan søge tilflugt til, hvis man som pige oplever, at klassens sædvanlige lærer diskriminerer piger med tørklæde. Analyserne viser meget spændende, hvordan et politisk hjælpetiltag som NOA må forstås situeret på den måde, det får forskelligt betydning i sociale kategoriseringsprocesser omhandlende køn, etnicitet og social baggrund. Politiske hjælpetiltag får vidt forskellig betydning i unges menneskers hverdagsliv.

Mona-Iren Hauge viser, hvordan politiske tiltag, der søger at forhindre omskæring af piger, ligeledes får forskellig betydning for unge piger med anden etnisk oprindelse i deres ungdomsliv. I seksualundervisning i skolen understreges et offentligt (berettiget) forbud mod omskæring af piger, og det bidrager til at rette unges spørgende blikke mod unge piger med anden etnisk oprindelse, der dermed positioneres som potentielt ramte og anderledes. Hun viser samtidig, hvordan den offentlige opmærksomhed kan skabe rum for, at piger kan tage emnet op og tale om egne og andres erfaringer, men at dette afhænger af, om pigerne generelt oplever respekt for deres baggrund. Temaet «omskæring» får en anden betydning, når det tages op i en kontekst præget af fordømmelse og diskriminering. Igen får vi blik for de omstændigheder i børnelivet, der skaber forskellige betingelser for de måder, politiske målsætninger får betydning for børn og unges hverdagsliv og opvækst.

I artiklen om familievold viser Margareta Hydén, at børn ikke bare er passive ofre ved familievold men yder aktiv modstand. Børns reaktioner på vold må forstås som en social handling, fordi den finder sted i relation til en social situation, hvor forskellige relationer i familie og netværk skaber konteksten for, hvem der kan eller vil tage ansvar for, at der gribes ind. Margareta Hydéns pointe er at analysere børns reaktioner, ikke som konsekvens af fortiden (årsag—virkning), men som aktive forsøg på at handle i forhold til deres fremtid. Hun fastholder at forstå børns handlinger som modstand (også depression og tilbagetrækning) og dermed som aktive forsøg på at håndtere en vanskelig livssituation. Artiklen analyserer, hvordan børn er afhængige af ressourcer i relationelle netværk, for at vold i en familie kan håndteres, og hun giver et eksempel på, at det familiære netværk netop skabes i en bestræbelse på at forbedre situationen for børnene.

BOGEN BYDER OGSÅ på narrative, diskursanalytiske og poststrukturelt orienterede bidrag. Anne Jansen og præsenterer narrative analyser af unges positionering i opposition til barneværnstjenesten, og Anne Phoenix analyserer voksne immigrantbørns rekonstruktion af deres minder om en opvækst præget af en flytning mellem meget forskellige kulturelle kontekster. På baggrund af en grundig analyse af risikodiskurser som et aspekt ved modernitet analyserer Oddbjørg Kjær Ulvik, hvordan en statsligt styret kostpolitik kan betydningslade forældres produktion af madpakker og bane vejen for en instrumentaliseret tilgang til madpraksis i børneinstitutioner. Gennem forskellige tekstanalyser vises, hvordan kostpolitik er forankret i middelklassens særlige fokus på sundhed, der ensretter normer for god og rigtig mad (benævnes i artiklen med det sigende ord «matpakkepoliti»). Politiske ambitioner om at fremme sund kost står i risiko for at udstille madpraksisser fra andre samfundslag og kulturel baggrund som mangelfulde. Dorthe Marie Søndergaard tager udgangspunkt i et kombineret poststrukturalistisk og agentiel realistisk perspektiv og fremanalyserer, hvordan den seksualiserede grænseoverskridelse, der finder sted gennem skabelse af asymmetriske relationer på digitale medier, kan forstås som subjektiveringsprocesser af både offer og krænker. Artiklen giver et indblik i, hvordan magt og dominans kan få nye og skræmmende dimensioner i et ungdomsliv i en digital tidsalder.

Hvis indhold og metode i forskning kan betragtes som figur og grund i den samme gestalt, som bogens indledning lægger op til, så ender artiklernes hovedfokus alligevel med en overvægt på de indholdsmæssige empiriske analyser. Bogen præsenterer en bred palet af forskningsmetoder og analytiske greb så som livsformsinformerede, narrative og diskurs-og poststrukturelle analyser. Man savner imidlertid en overordnet diskussion af ligheder og forskelle på disse videnskabsteoretiske grundforståelser. Der savnes især en teoretisk refleksion over, hvordan de forskellige grundforståelser genspejles i de valgte metoder og analytiske greb og dermed får betydning for, hvordan empiri analyseres. Det betyder kun, at der stadig er mere at dykke ned i og analysere, hvad angår sammenhæng mellem teoretisk tilgang og metode i forskning i børns hverdagsliv. Samlet set præsenterer bogen mange særdeles interessante, relevante og indholdsrige analyser fra en bred variation af forskningsprojekter. Forskningsmetoder er ikke neutrale værktøjr, som det fremhæves i bogens sidste kapitel. I denne bog får vi både beskrivende og kritisk analyserende perspektiver på de omsorgspraksisser, voksne i nordiske samfund organiserer for børn.

05.06.2020
21.04.2022 08:32