Et svar på velfærdsstatens udfordringer?

Anmeldt av
Lars Uggerhøj

Socionom, PhD og professor i socialt arbejde ved Aalborg Univertsitet, Danmark og National University of Singapore, koordinator af to internationale master programmer i socialt arbejde

Om boka

Hilde Aamodt, Espen Dahl, Erica Gubrium, Marit Haldar, Åsmund Hermansen (red.) (2019). Sosialt arbeid og socialpolitikk i samhandling. Fagbokforlaget

Lad mig indlede med at konstatere, at dette er en absolut læsevenlig bog. Der er nemlig tale om interessante og velskrevne artikler – nogle med markante holdninger og ønske om at udtrykke dem, andre med bevidst videnskabelig neutralitet, hvilket jeg finder spændende og samtidig understreger videnskabelig diversitet. Dette krydres med sjove og lidt skæve titler på bogens fire hovedafsnit – og det er ikke værst, når der er tale om 17 kapitler og 370 sider. Dessuden fungerer de enkelte delers og kapitlers intro godt. Det giver sammenhæng i bogens fire dele og det forbereder læserne på kapitlerne på en fin måde.

Det betyder ikke, at alt er ’lutter lagkage’, som vi siger på dansk – altså at ’alt er godt’. Bogen lider også under et kendt problem i antologier: manglende sammenhæng mellem kapitlerne og/eller til bogens tema. Ikke at bogen er usammenhængende, men at nogle kapitler og en af bogens fire dele stort set falder udenfor bogens ramme. Uden en meget skarp styring fra redaktionen og en række møder mellem forfattere, vil de fleste forfattere nemt blive overvældet af egne interesser og budskaber, som ikke altid passer til antologiernes tema. Og det sker også her. Men det vender jeg tilbage til.

Lødemel og Kjørstad lægger bramfrit og befriende ud med et kapitel hver, hvori de dels ridser det sociale arbejde og socialpolitikkens historie op, dels fremdrager de mange dilemmaer, der eksisterer i forholdet mellem socialt arbejde og socialpolitik. Der er stærke meninger bag begge forfatteres beskrivelser og analyser – Kjørstads kapitel kan på visse områder nærmest få karakter af et manifest eller opråb – og det er en forløsende indledning til bogen. Dog kan det undre at Lødemels historiske gennemgang stort set udelader den central-europæiske udvikling og påvirkning – eksempelvis personificeret gennem Alice Salomon. Desuden er gensidig påvirkning til og fra Sverige og Danmark ikke medtaget, selvom socialt arbejde i de tre lande har påvirket hinanden temmelig meget. Og bom – i tredje kapitel fortæller Jenssen så, at han vil tilgå sine analyser så nøgternt som muligt. Selvom man som læser måske animeres mere af startkapitlernes meningstilkendegivende analyser, så er det godt at forfatterne og redaktørerne er åbne for denne forskellighed. Johansens kapitel om ’Skøn i barnevernet’ er både interessant og vigtigt, men jeg har vanskeligt ved at se det som led i bogens første del og endda som led i bogens samlede tema, fordi kapitlet ikke relaterer sig til bogens tema, men fortaber sig i problematikker – i øvrigt vældig interessante problematikker – omkring skøn og jura.

Bogens anden del er nok den del jeg har det vanskeligst med. Her fortaber bogens overordnede tema ’Socialt arbejde og socialpolitik i samhandling’ sig ganske enkelt og det får karakter af en bog i bogen. Jeg har læst alle kapitler i denne del med glæde, men de få referencer, der er til bogens tema eller overskrifter som søger mod temaet gør ikke, at det løfter bogens tema. Kapitlerne giver en udmærket indsigt i forskellige metodiske tilgange, som er relevante for socialt arbejde: praksisnær forskning, dokument- og diskursanalyser, hverdagsanalyser, kundskabsproduktion i 2. ordens perspektiv, spørgeskemaundersøgelser og dybde interview, men gennemgangene fortaber sig for størstedelen i sig selv og bliver rene metodefremstillinger uden – eller med minimal – tilknytning til bogens overordnede tema om socialt arbejde og socialpolitik. Som sagt gør det ikke kapitlerne uinteressante og krydrer da også lysten til at diskutere med forfatterne – er det eksempelvis praksisnær forskning blot fordi man undersøger praksis og fordi det kan udvikle praksis, som Natland og Solem skriver i det indledende kapitel i denne del? Og hvor er dialogen og inkluderingen af ikke-forsker-stemmer i de forskerbaserede overvejelser, når nu magt og ulighed er centralt i kapitlet? Hvorfor diskuteres velfærdstekster ikke direkte i forhold til socialt arbejde og socialpolitik fremfor i forhold til norsk børne-TV i Haldar, Ilstad og Engebretsens kapitel om velfærdstekster? Det er formentlig vanskeligt at skabe en direkte kobling mellem disse metodekapitler og bogens titel, hvilket man nok burde have taget konsekvensen af og enten ændret bogens tema eller have udgivet disse kapitler i en selvstændig publikation. For det er ikke indholdet men sammenhængen det er galt med.

I bogens tredje del bringer Øverbyes kapitel om ’Fødsel og død’ os direkte tilbage til bogens hovedtema, hvor især socialpolitikken står klart. Det sociale arbejde er lidt mere uklart, hvilket desværre ikke er en enlig svale i bogen. Det viser sig også i Halvorsen, Hvinden og Schøyens kapitel om, hvad der skal, til for at få flere unge funktionshæmmede i arbejde. En skarp konklusion på kapitlets spørgsmål er – udfra kapitlets analyser – økonomiske tilskudsordninger og ikke nødvendigvis socialt arbejde. Det gør ikke kapitlet mindre interessant eller vigtigt, men det mister koblingen mellem socialpolitikken og det sociale arbejde.

Og det er en mere generel svaghed i bogen, som jeg er nødt til at tage op: Det sociale arbejde står ganske enkelt svagere end socialpolitikken i bogen. Dette er ikke breaking news, men desværre noget der er set gennem mange publikationer gennem årene. Jeg skal medgive, at der i denne bog er et behjertet forsøg på at koble og sidestille, men det følges desværre ikke til dørs. Og jeg bliver nok nødt til at indføje et argument, som jeg af erfaring ved, at sociologerne hader. Men det er karakteristisk, når man læser forfatternes baggrund igennem på siderne 271-274, at der i høj grad er tale om sociologer og forholdsvis få med en socialarbejder baggrund. Det har den naturlige baggrund, at socialt arbejde på et akademisk niveau fortsat er forholdsvis nyt. Og jeg skal også straks tilkendegive, at jeg ikke anskuer kolleger med andre akademiske baggrunde end socialt arbejde, som perifere og ikke-vidende i socialt arbejde. Det tværfaglige og tværakademiske er nødvendigt i et så komplekst felt som socialt arbejde. Men ligesom socialarbejderne ofte fortaber sig i ja, socialt arbejde, så fortaber mange sociologer sig i mere generelle samfundsmæssige problemstillinger, hvor socialt arbejde bliver perifert. Det kan i mange sammenhæng have sin berettigelse, men i en bog om socialpolitik og socialt arbejde har det ikke. Her burde kravet være, at eksempler og løsninger knytter sig til socialt arbejde, så socialt arbejde også bliver et svar på velfærdsstatens udfordringer. I bogens sidste del synes socialt arbejde at træde mere i karakter i diskussionerne, mens bogen som helhed placerer socialpolitikken i centrum og socialt arbejde i skyggesiden – forstået som at det er vanskeligt at få et billede af socialt arbejde, hvad det består i og hvordan det kan være en del af løsningen.

Som nævnt har bogens sidste fire kapitler mere fokus på det sociale arbejde og den direkte omsætning af socialpolitikken, og det er absolut en styrke i bogen. I van der Wel, Hermansen, Dahl, Lødemel og Løylands interessante kapitel om hvordan det er gået en gruppe langtidsmodtagere af økonomisk hjælp fra 2005 til 2013 gives der et vigtigt indblik i resultaterne af den indførte Nav-reform. Her kobles de socialpolitiske baggrunde og konsekvenser af reformen med gode refleksioner over nogle af det social arbejdes kernefunktioner – selvom disse refleksioner også her er forholdsvis begrænsede, hvorved socialpolitikken igen bliver det centrale omdrejningspunkt.

Uden at det skal lægges dette specifikke kapitel til last, så undrer det mig både her og andre steder i bogen, at netop diskussionen af det sociale arbejdes position – eller mangel på samme – i Nav stort set er ikke-eksisterende. Jeg skal straks bekende, at jeg ikke er detaljeorienteret om de problemstillinger, som viste sig ikke mindst i starten af Nav-reformen omkring socialt arbejde. Firkantet og måske lidt populært sagt er det dog min opfattelse, at socialt arbejde blev udskammet. Arbejdet i Nav måtte ikke kaldes socialt arbejde, ja ordet socialt arbejde måtte stort set ikke forekomme. Man må åbenbart ikke hedde socialarbejder, men skal hedde vejleder. Denne ændring af terminologien er ikke blot et teknisk spørgsmål. Det kan få betydning for kernefunktionerne og for det sociale arbejde – altså at socialarbejderne er nødt til at handle anderledes end hidtil, fordi deres faglige handlinger miskrediteres. Dette er et centralt – og særlig norsk – element omkring indførelsen af en kolossal socialpolitisk reform med stor betydning for socialt arbejdes frontlinje og status, som ville være en oplagt case at præsentere, analysere og diskutere i en bog med temaet ’Socialt arbejde og socialpolitik i samhandling’. Men det eksisterer kun perifert i bogen.

Wathne giver i sit kapitel ’Der er ingen som hører på os …’ et godt billede på en kobling af forskningsbaseret viden, lovgivning, socialpolitik og det konkrete sociale arbejde og det hidtil eneste kapitel, hvor socialt arbejde konkret beskrives og analyseres. Det er en form som ikke er set tidligere i bogen og som, efter min mening, kunne have styrket bogen. Der er ikke tale om, at dette kapitel er mere interessant og har stærkere pointer end de andre kapitler. Alle kapitler er velskrevne, har vældig interessante analyser og pointer, men de slipper bogens tema og det konkrete sociale arbejde for meget. Linjen fra Wathnes kapitel fortsættes i Malmberg-Heimonen, Tøge, Rugkåsa og Gyüres kapitel ’Arbeidsrelasjonen mellom bruker og veileder i NAV’, som ligeledes formår at koble den konkrete beskrivelse af socialt arbejde med socialpolitik ved at analysere dilemmaer i omsætningen af socialpolitikken i socialt arbejde – her med et perspektiv på mødet mellem brugere og vejledere i Nav. Og bogen afrundes lidt i samme stil i Gubrium og Hansens kapitel om ’Klientifisering og generaliserte forestillinger om arbeidsaktiveringsløp’. Også her fremtræder det sociale arbejde tydeligere – dog primært gennem brugernes erfaringer – og kobles på socialpolitiske analyser.

Jeg er ikke sikker på, at bogen samlet set udgør et svar på velfærdsstatens udfordringer – og redaktørerne sætter da også fornuftigt nok et spørgsmålstegn efter, hvilket understreger, at de selv tvivler på, om bogen gør det.

Bogen udgør dog samlet set en væsentlig stemme i det komplekse landskab socialpolitik og socialt arbejde befinder sig i. Og alle kapitler udgør centrale bidrag for enhver, som interesserer sig for socialt arbejde og socialpolitik – hvad enten det drejer sig om forskere, politikere, undervisere, studerende, ledere eller praktikere.

Som det fremgår ovenfor kunne jeg godt have tænkt mig, at redaktørerne havde stillet større krav til bogens forfattere om at forholde sig direkte til bogens tema. Det ville hjælpe læserne og det ville stille bogen stærkere i en undervisningssammenhæng, hvor fokus er vigtigt for at underviserne kan finde ud af, hvilke temaer i undervisningen bogen primært passer til. Og jeg tror redaktionen har gjort sig en bjørnetjeneste ved at medtage de seks kapitler om forskningsmetoder.

Når det er sagt, så er jeg glad for, at jeg var nødt til at læse denne bog for at kunne anmelde den, fordi den er interessant for socialt arbejde og socialpolitik og fordi hvert eneste kapitel er interessant og velskrevet. Og selvom bogen ikke giver et svar på velfærdsstatens udfordringer, så giver den velpræsenteret og –analyseret viden om udfordringer og giver dermed mulighed for mere videnbaserede diskussioner og refleksioner over disse udfordringer.